En af de ting du skal holde øje med, når du skal købe nyt hus er, hvilket energimærke huset har. Ud fra energimærket får du nemlig en idé om, hvor meget energi huset bruger og dermed, hvor dyrt det er at opvarme huset.
Helt konkret viser energimærket, hvordan boligens energiforbrug er på en skala fra A til G. G er huse med det højeste energiforbrug, mens A er opdelt i A2010, A2015 og A2020, hvor sidstnævnte er lavenergiboliger. Generelt er husets energimærke bedre, jo nyere huset er. Det betyder også, at nye huse holder bedre på varmen, og at de også er billigere at opvarme.
Når en energikonsulent skal vurdere, hvilket energimærke et hus skal have, vurderes varmeinstallationer, isolering mv. Det giver potentielle købere et billede af, hvilken energimæssig stand huset er i – altså hvor godt isoleret det er, hvor stort el- og vandforbruget er og hvad det koster at varme op.
Energimærket er gyldigt i 10 år – fra den dato, hvor det blev udstedt. Når energimærket fastsættes laves også en energimærkningsrapport. I den kan man læse om, hvad man kan gøre for at forbedre energimærket og dermed spare på energien. Det kan f.eks. være, hvor meget energi man vil spare ved at få installeret energiruder eller efterisoleret taget. Rapporter udarbejdet efter 1. september 2021 indeholder også energikonsulentens bud på, hvilke 3 tiltag der er bedst at udføre.
Siden 1997 har det været lovpligtigt, at alle boliger i Danmark har et energimærke, når de skal sælges eller udlejes. Siden er reglerne blevet skærpet flere gange (senest i 2010), og i 2010 kunne et hus ikke sættes til salg uden, at det havde et energimærke. Hensigten med energimærket er at give købere et indblik i husets energimæssige tilstand, og håbet er, at den indsigt øger husejernes motivation til at udføre energiforbedringer.
For at mindske energiforbruget i nye bygninger blev der i 2006 indført energiklasser i bygningsreglementet (BR). Energiklassen indikerer, hvor mange kilowatt timer, der bruges i huset til ventilation, varmt vand og opvarmning pr. kvm pr. år.
Når der ansøges om byggetilladelse, er det derfor også et lovkrav, at et nyt hus har fået lavet en energiberegning. Med beregningen dokumenteres det, at husets samlede energibehov lever op til de krav, der er for nybyggeri i det pågældende bygningsreglement. Hvor strenge kravene er til energiforbruget afhænger af, om man bygger et enfamiliehus i lavenergiklassen eller i minimum energiklassen. Det seneste Bygningsreglement er fra 2018 (også kaldet BR18), og det betyder, at et hus som minimum skal overholde de krav til energiforbrug, der er i Bygningsreglement 2018. Vil man gerne bygge et hus, der er endnu mere energivenligt, kan man vælge at bygge et hus i Bygningsklasse 2020. Det er en frivillig lavenergiklasse, hvor kravene til bl.a. tæthed, isolering og ventilation er endnu skrappere.
Efter huset er bygget, får det et energimærke, der så bekræfter, at huset lever op til energikravene i bygningsreglementets krav.
Når du køber et klimahus, får du et hus i højeste energiklasse. Vi har nemlig valgt at gå foran og bygge alle vores huse efter den frivillige lavenergiklasse: Bygningsklasse 2020. Det betyder også, at alle vores huse har energimærke A2020. For dig indebærer det, at du med et klimahus får et selvforsynende lavenergihus, som er på forkant med de stigende krav til miljømæssigt energiforbrug, indeklima og isolering. Kort sagt, så bygger vi vores huse efter de strengeste krav til indeklima og energiforbrug. Det gavner både din pengepung og miljøet.
Vil du høre mere om vores lavenergihuse? Du er altid velkommen til at kontakte os, så kan vi tage en snak om, hvordan vi kan bygge et hus, der passer til dine behov og ønsker.
Vil du gerne have inspiration til, hvordan dit nye, miljøvenlige drømmehus kan se ud? Så tag et kig i vores katalog. Du kan blandt andet blive klogere på vores hustyper, hvordan vi sammen med dig skaber et miljørigtigt alternativ samt se en masse billeder fra vores tidligere byggeprojekter. Og så får du selvfølgelig også mere viden om, hvem vi er.
Bestil vores katalog her og få en online udgave leveret direkte i din indbakke.